Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/115

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

101

at hun gav sin Stuepige en dygtig En paa Øret, fordi hun ikke gik hende stille nok. Onde Tunger vilde rigtignok sige, det skete af Frygt for, at den kjære Mand igjen skulde vaagne. Men derfor var der ialtfald ingen Fare; Manden var og blev død, og blev begraven. Paa hans Gravsteen blev der sat denne simple, men udtryksfulde Indskrift:

J. J. P...
KORT VAR HANS LIV.

Jeg har endnu hans Begravelsesdag i levende Erindring. Vi opholdt os paa vort Landsted, et Par Miil fra Staden. — Lille Antonius, — sagde jeg Aftenen iforvejen til min Mand: — Du bliver dog vist nødt til at følge stakkels P… til Jorden. — Brummende indrømmede han, at han vist blev nødt dertil. Saa var det altsaa bestemt, at han næste Morgen skulde tage ind til Staden, og det gjorde han. Men nu vidste jeg bestemt, at, naar min Mand tog ind til Byen, kom han aldrig igjen før næste Morgen. Det var en lille Udskejelse, hvori hans Klub var Skyld, og som jeg aldrig tog ham ilde op. Mændene ere nu engang ikke som de skulde være. Nuvel, den kjære Mand maatte ved denne Lejlighed tage et lille Brev med for mig, og hellig forpligte sig til at aflevere det strax efter Ankomsten. Jeg havde nemlig en Ven, som ikke var min Mands Ven. Det var den allerførste af det Slags. Min kjødelige Fætter var det; men min Mand kunde ikke lide, at han besøgte os. Det var en stor, meget