Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/116

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

102

stor Fejl af ham. Fætteren fik Lyst, og jeg fik Lyst, og saa kunde Intet hindre os i at møde hinanden, saa ofte der gaves Lejlighed. Om det just hører til en Fætters Pligter, veed jeg ikke saa nøje; men han havde paataget sig at lære mig den Kunst: at elske. Saa forsømt var jeg, at jeg endnu i mit nittende Aar ikke engang ret vidste, hvad Kjærlighed var. Min Mand havde ikke været istand til at lære mig det; dertil var han for gammel og for klodset. Med min Fætter var det en anden Sag. Men iøvrigt, jeg siger: paa Ære, var vort Forhold det uskyldigste af Verden; vi vare endnu ikke komne synderlig ud over Begyndelsesgrundene.

Min Mand rejste altsaa med Brevet, til Veninden, som i Virkeligheden var en Ven. Mig syntes, det var saa pikant, at netop han var Overbringer af Brevet. Nok er det, min Mand tilbragte sin Aften i Klubben, og jeg — jeg var heller ikke ene.

Næste Morgen kom min Mand tilbage og fandt Huset paa den sædvanlige Ende. — Er der Ingenting passeret herhjemme? — spurgte han ifølge gammel Vane.

Jeg kunde neppe bare mig for at lee, da jeg svarede: — Nej, lille Mand; der har den hele Dag ikke været et Menneske. —


Helvede er naturligviis fuldt af Skjøger, baade med og uden Skjøgenavn. De første sværme om i Udkanterne af de koloniserede Steder og drive der deres gamle vante Væsen. De sidste derimod indtage deres