102
stor Fejl af ham. Fætteren fik Lyst, og jeg fik Lyst, og saa kunde Intet hindre os i at møde hinanden, saa ofte der gaves Lejlighed. Om det just hører til en Fætters Pligter, veed jeg ikke saa nøje; men han havde paataget sig at lære mig den Kunst: at elske. Saa forsømt var jeg, at jeg endnu i mit nittende Aar ikke engang ret vidste, hvad Kjærlighed var. Min Mand havde ikke været istand til at lære mig det; dertil var han for gammel og for klodset. Med min Fætter var det en anden Sag. Men iøvrigt, jeg siger: paa Ære, var vort Forhold det uskyldigste af Verden; vi vare endnu ikke komne synderlig ud over Begyndelsesgrundene.
Min Mand rejste altsaa med Brevet, til Veninden, som i Virkeligheden var en Ven. Mig syntes, det var saa pikant, at netop han var Overbringer af Brevet. Nok er det, min Mand tilbragte sin Aften i Klubben, og jeg — jeg var heller ikke ene.
Næste Morgen kom min Mand tilbage og fandt Huset paa den sædvanlige Ende. — Er der Ingenting passeret herhjemme? — spurgte han ifølge gammel Vane.
Jeg kunde neppe bare mig for at lee, da jeg svarede: — Nej, lille Mand; der har den hele Dag ikke været et Menneske. —
Helvede er naturligviis fuldt af Skjøger, baade
med og uden Skjøgenavn. De første sværme om i
Udkanterne af de koloniserede Steder og drive der deres
gamle vante Væsen. De sidste derimod indtage deres
