Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/124

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

110

Fyrsten, den bedste Herre af Verden, saa godt som levede af at tjene sine gode Venner.

Et Par Dage senere havde Fyrsten den Fornøjelse at kunne meddele mig, at den stakkels Francesco Patelli var løsladt af Fængslet.

Men jeg havde for bestandig faaet Nok af Napoli. —

Hermed endte Historien. Er det ikke sandt, hvad jeg sagde, at der kommer underlige Ting for Dagen heri Helvede? — Det Samme tænkte Man i Kaffeselskabet. Det var længe siden, Man havde tilbragt saa behagelige Timer med hverandre.


Erindringerne strømme uafladelig ind paa mig. Hvad der gjennem hele mit Liv aldrig randt mig ihu, efterat det var skeet, staaer pludselig her lyslevende for mig, i saa friske Træk, som om jeg kun havde sovet en Nat derpaa. I mine Barndomserindringer spiller Tante Betty en Hovedrolle. Naar jeg kommer til at tænke paa, hver meget hun var for mig, medens jeg var lille, er det livagtig, som om Taarer skulde komme mig i Øjnene. Men de komme naturligviis ikke. Dog var det ikke mig, som isærdeleshed nød Frugten af hendes Selvfornægtelse. Det var min Fader, og for hans Skyld min Moder. Og den udstrakte sig til Alle, til Enhver af dem, hun levede sammen med. Hun gjorde sig efter Omstændighederne til Alles Tjenerinde, endog de Ringestes. Hun sad mangen Gang oppe om Natten, forat de stakkels Tjenestepiger kunde gaa tilsengs; det