Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/125

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

111

var ogsaa hende, som vækkede dem om Morgenen, forat de kunde nyde den søde Søvn saa længe, som muligt. Hun piinte sig de lange Vinteraftener med at indøve deres klodsede Fingre i allehaande nette og nyttige Haandarbejder; hun holdt Mønstring over deres Garderober, skar til for dem, gav dem Vink og Anviisninger, forat de maatte komme til at see ordentlige og pæne ud, de stakkels fattige Piger. Det var ikke langtfra, at hun havde indladt sig paa at lære Kudsken at skrive. Der lagde min Fader sig imellem, og een af Kontoristerne i overtog dette Hverv.

Skjøndt hun var en Stakkel af Helbred, troede hun sig istand til at udholde enhver Anstrengelse, bære enhver Byrde. Det Eneste, der kunde gjøre hende vred, var, naar Man vilde have, at hun skulde tage noget Hensyn til sig selv. Det forekom hende at være det Urimeligste af Verden. — Jeg…! — sagde hun med en Mine, som om hun kastede sig selv hen i den fjerneste Krog: — Skulde jeg......! — Alt var godt nok til hende. Og hun havde en ganske forunderlig Magt i Kjærligheden til at beherske sig selv. Naar min Moder havde krænket hende, og hun i Eenrum havde grædt sine modige Taarer, traadte hun kort efter frem for hende med det samme milde Ansigt som altid, uden Spor af Sorg og Ærgrelse. Naar hun var allermest lidende og nedtrykt, og hun kom ind til min Fader, havde hun dog for det Meste et snurrigt Indfald paa Læberne, een eller anden frisk Spøg, hvormed hun kunde udrive ham