115
luftes. Med lykkelig Mine gik hun saa omkring imellem dem, prøvede flygtig Eet og Andet, lod hiint eller dette smukke Stof gaa igjennem Fingrene, fandt her en Fold at udglatte, hist nogle Støvgran at bortpuste, fortabt i en vis stille Henrykkelse. Hun var øjensynlig langt borte fra Alt, hvad der kaldes Virkelighed. Stundom fandt jeg hende gaaende omkring mellem sine Herligheder med en elegant Hat paa Hovedet, med et Shawl eller en Pellerine omkring Skuldrene, en udmærket Pynt, som stak besynderlig af mod hendes tarvelige Huusdragt. Men der var ligesom en Trolddom ved disse Gjenstande; hun var aabenbart ikke sig selv mere. Det var ikke længer den stakkels Tante Betty, som var bleven borte for den skjønne Verden i et mørkt, tilrøget Kjøkken med tilhørende upoetiske Rum, som, istedetfor at modtage Hylding og Offre og finde en unævnelig Lykke, havde gjort sig selv til et Offer for Andres Lykke, kun kjendt og til Tarvelighed paaskjønnet af disse Faa. — Men naar Solen sank, blev det altsammen pakket ned igjen, og Tante Betty var atter den Gamle.
Men undertiden, een eller to Gange om Aaret, gik hun dristig et Skridt videre. Da iførte hun sig for nogle Timer een af sine prægtigste Dragter, fuldstændig fra Top til Taa, og lod sig beundre af min Fader og Tjenestefolkene. For min Moder viste hun sig kun ugjerne; thi saa exemplarisk denne end var i sin Opførsel, kunde hun ikke skjule et fiint ironisk Smiil ved denne Tante Bettys usædvanlige Optræden. Hun var ikke
