116
naiv eller ikke godmodig nok til at gaa ind paa denne extraordinære Forestilling. Ja, en Forestilling kunde det vel kaldes, uagtet Tante Betty var det naturligste Menneske af Verden. Forvandlingen var fuldstændig. Hun var virkelig en Dame, og det af ganske udmærket Art. Men, endskjøndt hun bar Tidens Dragt, tilhørte hun dog ingenlunde Tiden. Hun tilhørte aabenbart en længst forsvunden Tidsalder, ganske anderledes ridderlig og poetisk end vor. Nærmest var hendes Væsen vel at kalde gammelspansk; saa høj var hendes Holdning, saa nobelt hendes Smiil, saa ceremoniel hendes Forbøjning. Don Carlos af Spanien vilde ganske vist i hende have seet een af sin Tids mest udmærkede Damer. Var Himlen paa en saadan sjelden Dag fuldkommen uden Skyer, kunde det vel endog falde hende ind at gjøre en kort Udflugt i Staden, altsaa vise sig offentlig. Hun undlod ved saadan Lejlighed aldrig at gjøre en vis Opsigt, der skrev sig baade fra hendes Dragt og hendes Væsen, der begge i høj Grad vare afstikkende. Men hun syntes ingenlunde ilde om denne Opsigt. Hvilket bedre Vidnesbyrd kan der anføres for, at hun ikke var sig selv længer? Det var ligesom en Raptus, en kort Ruus. Naar hun fra denne Udflugt igjen kom hjem, var Rusen ovre. Hele Dame-Herligheden blev pukket ned igjen, og længe varede det, inden den atter kom tilsyne. Hun var i Almindelighed tilfreds med at vide, at hun havde smukke og kostbare Klæder, en Dame vær-
