120
om Træet, sang de Lovsange til Guds Ære, og Ingen kunde forestille sig, hvor dejlig det lød. Men saa ofte de hvilede sig ud, blev der uddeelt allehaande skjønne Juleforæringer til dem. Det gik naturligviis ofte paa; men Træet blev dog lige fuldt. —
Det tilfredstillede mig. — Men Stjernerne, — spurgte jeg: — hvad er det? —
— Det skal jeg sige Dig, — svarede Tante: Rundtom i Salen er der en utallig Mængde smaa Kighuller. Det er Stjernerne. Du forstaaer mig nok; Lysglandsen fra Juletræet straaler naturligviis igjennem. Mens Englebørnene hvile, more de sig med at kige ud igjennem disse smaa Aabninger, for at holde Øje med, hvorledes Børnene hernede paa Jorden opføre sig, om de ere lydige, gode og fromme. Thi det er jo egentlig deres Brødre og Søstre; de have dem saa kjær, og længes saa inderlig efter dem. Naar Du nu seer op til Stjernerne, saa maa Du tænke Dig, at der bag hver Stjerne er en Engels Øje, som seer ned paa Dig. Derfor blinker ogsaa Stjernen, ligesom naar Nogen blinker med Øjet. Dersom Du nu ikke vil, at Engelens Øje skal komme til at græde over Dig, maa Du være kjønt artig, mit og Faders og Moders eget kjære Barn. —
Denne Forklaring gik mig saaledes tilhjerte, at jeg selv brast i Taarer og kastede mig i min kjære Tantes Favn. Det varede en Stund, inden jeg fik min sædvanlige Fatning tilbage og min sædvanlige Spørgelyst.
