Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/135

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

121

Men endelig havde jeg et nyt Spørgsmaal at gjøre: — Men, lille Tante, hvor komme de slemme Børn da hen? —

Her var Tante Betty virkelig nærved at komme i Forlegenhed. Jeg vil ikke sige, at hun var for klog, men hun var for øm til at tale til mig om Helvede og dets Rædsler. Hun svarede derfor blot: — De slemme Børn komme et mørkt Sted hen, langtfra Gud Fader og hans dyrebare Søn. —

Men jeg forlangte nøjere Besked, og hun var nødt til at give mig den. — Nuvel, — sagde hun da: — saa skal Du faa det at vide. — De slemme Børn sidde indespærrede i et kummerligt Bagværelse, hvor Ilden er gaaet ud, og de fryse saaledes, at Tænderne klappre i Munden paa dem. Lyset er ogsaa gaaet ud; de maa sidde i Mørket, og ere forskrækkelig bange. De græde og hyle og banke paa af alle Livsens Kræfter; men der er Ingen, Ingen, der hører dem. —

Tantes Ord gjennemrystede mig. — Jeg bliver saa bange, Tante! — sagde jeg sagte, og trykkede mig op til hende.

— See paa Stjernerne, mit Barn! — svarede hun: — Saa gaaer det over. —

Og hun tog mig kjærlig i sin Arm.

Det gik virkelig over. Stjernerne blinkede saa fortrolig og trøstelig ad mig; jeg følte mig under de kjære Engles Øjne og Varetægt.

— Jeg vilde blot saa gjerne høre dem synge! —