125
Smertelige herved kommer fuldere frem — ligesom det Søde i Mad eller Drikke tjener til at fremhæve Syren — saaledes bliver paa den anden Side det Piinlige til en vis Grad ophævet. Men det gjælder kun de egentlige Barndomsminder. Lader jeg Tanken ile lidt længer frem, er end Sødmen endnu at spore, formaaer den dog Intet længer mod Bitterheden, og mit Væsen er et Bytte for Pinen.
Saaledes mindes jeg levende den Skriftetale, som gik forud for min første Altergang. Den gjorde et dybt, isandhed gribende Indtryk paa mig. Hvorledes dette Indtryk i Tidens Løb, og oven i Kjøbet saa snart, ganske kunde svinde, det forstaaer jeg nu ikke. Det var een af Kirkens værdigste Tjenere, af hvem jeg modtog den sidste forberedende Religionsunderviisning. Den vilde kjødelige Natur var allerede begyndt at blive mægtig i mig; men han forstod at ave og fængsle mig. Kun et Blik, og jeg greb mig selv, kun et Ord, og jeg lyttede. I en ganske sjelden Grad havde han det i sin Magt, ikke alene at tiltale, men at røre. Hans Text til ovennævnte Skriftetale var disse Ord: — Lader Eder forlige med Gud! — Hvorledes kunde jeg dog nogensinde glemme dem? Men jeg glemte dem ganske. Nu ligesom gaa de igjen og spøge stadig i min Tanke. Uvilkaarlig maa jeg sige til mig selv: — Lader Eder forlige med Gud! — O, lader Eder dog forlige med Gud! — Ere Ordene først faldne mig ind, kan jeg ikke igjen blive dem kvit, førend en anden Erindring
