126
eller et andet Nag med Styrke paatrænger sig mig og driver dem ud.
Af denne Skriftetale husker jeg nu hvert eneste Ord, ligefra Begyndelse til Ende. Jeg husker den; men fremsige den vilde jeg ikke kunne; det gjør en stor Forskjel. Ikke heller gavner det mig det Allermindste, at jeg kan huske den; det tjener mig hverken til Oplysning eller Trøst, endsige til Fred. Forstandsmæssig begriber jeg Ordene; men jeg formaaer ikke at føre mig eet eneste af dem til Hjerte. Det er mig, som om Ordene vare hule; eller ogsaa er det mig, som er huul og tom, og ved ingen Magt mere kan fyldes. Men lige meget gjør det. Jeg veed, at det er Guds Ord, at Frelsen og Forløsningen i dem ere givne; men det gaaer mig altsammen forbi. Jeg er den rige Mand, som smægter efter den eneste Vanddraabe; men den bliver mig nægtet. Jeg anstrenger mig paa det Piinligste for at gribe blot den mindste Deel af det, som foresvæver mig, som jeg engang kjendte saa vel; al Anstrengelse er forgjæves. Ofte troer jeg at være lige ved at gribe det; men i samme Nu er det borte. Jeg formaaer Intet at holde fast. Denne frugtesløse, haabløse Kamp, som vi dog saa ofte maa forny, er een af vore største Kvaler, ja, lad mig kun sige, den allerstørste.
Efter dette vil Du forstaa, hvorledes jeg hidtil har kunnet tale om de Ting, som høre til Guds Rige, og dog være uden al Trøst og Haab, Fortvivlelsens Bytte, — om Frelseren, den Korsfæstede, om Anger, Om-
