129
fabelagtige Pludderbuxer, her et Par Beenklæder, der sidde saa stramt som en anden Hud; hist en eventyrlig Paryk eller kunstig optaarnet Toupet, her et saa godt som raget Hoved, eller en Lokkefylde, ordnet med falsk Naturlighed og Ynde. Og saaledes fremdeles i det Uendelige: Krinoliner, Fiskebeensskjørter, Pocher, Veste til Knæene, Skjøder til Hælene, kort Liv og langt Liv, Pidske i Nakken, ikke ulige Haler, alleslags Bøtter eller Kasteller under Navn af Hatte, — Pudder, Sminke, Skjønhedspletter — Hvo formaaer at opregne det altsammen? Det er et sandt Daarskabens Marked, denne Vrimmel af Mennesker, som ved de forskjelligste Moder paa latterlig Viis stræbe at gjøre hverandre Rangen for Smag stridig. I Verden faldt Naragtigheden kun i ringe Grad eller sletikke i Øjnene; thi kun een Mode regjerede ad Gangen, og den var naturligviis uden al Sammenligning fortræffelig. Men her, hvor alle Moder optræde tilsammen, i deres for en stor Deel yderlige Modsætninger, gjør den sig med slaaende Kraft gjældende. Man begriber ikke, hvorledes Menneskene nogen Tid have kunnet ugle sig saaledes ud, hitte paa saadanne Abekunster, og Man blues over Menneskenaturen. Ja, nu blues ogsaa de, disse Mode-Helte og Heltinder. Vistnok strunke de sig op og kro sig, det Bedste, de kunne, idet de med spodske, udfordrende Miner passere hverandre i deres Narredragter. Men Selvtilfredsheden og Fornøjelsen ere kun et Skin, som ligger i Klæderne; de ere i Virkeligheden alt Andet end
