Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/145

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

131

i et ganske forkeert Spor. Det, som Man i Virkelighed har at leve for, bliver borte som i en Taage; Tilværelsen bliver uden Sandhed og uden Frugt. Har Forfængeligheden først faaet Magten, formaaer Man ikke, selv med den bedste Villie, at stille sig noget Alvorligt for; det bliver kun Tant og Fjas. Ingen Ting har Man udrettet, naar Man endelig farer hen; men tusinde Ting har Man forsømt eller gjort ilde. Gjentage det da, Hvo som tør, at Forfængeligheden er en Sag uden Brøde og uden Fare!

Jeg seer tilbage over mit eget Liv. O, hvor klart ligger det ikke for mig, hvor klog vilde jeg ikke være, dersom jeg kunde leve det om igjen!

Det er ogsaa en i Verden almindelig udbredt Mening, at galt maatte det gaa, skulde Man komme i Helvede. Som om der hørte saa meget til! I arme Kortsynede, lad mig sige Eder, det er ubegribeligt, saa lidt der hører til for at komme i Pine, at sige, naar Man fuldender Løbet uden at have fundet sin Frelser. Uden ham kan en Sjæl ikke bære selv den mindste Vægt af Brøde uden at ligge under; med ham derimod, — ja med ham vil den selv under et Bjerg af Synd holde sig oppe og fare til Himlen. Kjender Du Frelseren? — Jeg spørger som den, der ikke kjender ham mere!

Jeg kunde have Lyst til at fortælle Dig en lille Historie, som jeg engang har hørt etsteds i Italien. Men jeg har mine Grunde til at betænke mig derpaa; der gives Ting, som Man ikke skal spøge med, aller-