Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/146

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

132

mindst i Helvede. Jeg er ogsaa kun bitterlig ilde oplagt til Spøg.

Imidlertid, Dig kunde det gavne at høre den, og mig, antager jeg, kan det ikke skade at fortælle den. Det er heller ikke Frygt, jeg føler, men kun en vis instinktmæssig Sky eller Modbydelighed, eller hvad jeg skal kalde det. Nuvel, jeg vil overvinde mig selv og lade staa til. Det er kun et Eventyr, et Slags burlesk Folkesagn; men der ligger en dyb og alvorlig Sandhed deri.

— Gud havde fra Evighed af bestemt at skabe Mennesket. Djævelen vidste ogsaa fra Begyndelsen, at Gud havde dette til Hensigt. Og Gud udførte sin Raadslutning. Han skabte Mennesket, og det kostede ham sletingen Møje at udstyre det med alle Fuldkommenheder; han skabte det simpelthen i sit Billede. Men Djævelen derimod kostede det den yderste Anstrengelse at udfinde, hvorledes han skulde fordærve denne Guds elskelige, dyrebare Skabning.

— Nu har jeg det! — sagde Lucifer til sin Oldemøder. Hun sad i en luun Krog af Helvede, og strikkede og strikkede. Hun strikkede Snarer og Rænker og Faldstrikker. Blot for sin Fornøjelse; hun kunde godt leve foruden det.

— Nu har jeg det! —— sagde Lucifer: — Jeg vil indskyde Mennesket en ond Begjærlighed, saa at han sætter sit Hjertes Iid til det Forbudte, i Ulydighed finder sin Glæde. Jeg vil gjøre ham til en Misdæder, vil jeg! —