Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/147

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

133

— Godt nok, Sønnike, godt nok! — svarede Oldemoder mimrende: — Men det forslaaer ikke. Begjærligheden lader sig ave, og Gud Herren er Mand for. at gjøre det. —

— Det var som Pokkers! — sagde Djævelen: — Ja, saa faaer jeg tænke nøjere over det. — Og han foer ned i Helvedes dybeste Afgrund, som han kaldte sit Studerekammer. Der sad han tusinde Aar med Haanden under Kind, med de glødende Øjne stirrende ufravendt frem for sig. Han mærkede ikke, hvorledes Tiden gik.

— Nu har jeg det! — udbrød han, da han efter de tusinde Aars Forløb igjen kom frem af sin Hule: — Jeg vil fylde Menneskets Sjæl med Egenkjærlighed og Egenvillie. Jeg vil ganske forblinde ham, saa at han kun skal see paa sit Eget. Til en Skurk vil jeg gjøre ham, stor eller lille, efter Omstændighederne. —

— Godt nok, meget godt, Sønnike! — svarede Oldemoder. Men i det Samme tabte hun en Maske: — Aa, tag mig en Brand, som lyser rigtig godt! — See saa, nu har jeg den. — Godt nok, Sønnike; men det forslaaer ikke. Egenkjærlighed og Egenvillie kunne udryddes, og Gud Herren er Mand for at gjøre det. —

— Det er da ogsaa forbistret! — sagde Lucifer: — Saa maa jeg tage den lumpne Sag for igjen. Nu, pazienza, hvad der maa være, det maa være. — Og væk foer han atter for at skjule sig i sin Hule.

Efter tusinde Aars Forløb kom han atter frem, og