Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/150

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

136

Anerkjendelse? I Forfængeligheden vil Mennesket uden al Mistro hengive sig; gjennem Forfængeligheden ville Begjærligheden, Egenvillien, Daarskaben allerbedst faa Magt over det; ad Forfængelighedens Vej vil det i al Uskyldighed gaa den lige Vej til Helvede. Det er sandt, Gud Herren kan, hvad han vil; derom tør vi jo ikke tvivle. Men jeg er heller ikke fra ifjor, og jeg for min Deel kan ikke forestille mig, hvorledes Gud skulde kunne standse den Forfængelige, som med den bedste og tryggeste Bevidsthed tosser ad Helvede til. —

Oldemoder var bleven ivrig og veltalende. Hun rystede sig i Sædet; Knoklerne raslede, saa tør var hun. Hendes Hud havde næsten alle Farver, og hang om hende i løse Rynker.

— Jeg har Ære af Dig, Sønnike! — vedblev hun: — Det er ikke mere end billigt, at ogsaa jeg bidrager Mit til den gode Sag. — Naar jeg nu skifter Ham, saa skal jeg præparere den nok saa smukt til Dig; den skal blive saa fiin og smidig og saa broget, at den maa stikke enhver Nar i Øjnene. Din Sag bliver det saa, at spille den i Hænderne paa Mennesket. Det vil ikke have nogen Vanskelighed. Med sin Abenatur vil Mennesket iføre sig hvadsomhelst, naar det blot er aparte og lidt glimrende. Saa skal Du see, Diavolino, hvilken smuk Ting der vil komme ud deraf. Man vil kalde den Mode, den vil blive anseet for den uskyldigste Ting af Verden, og — ha, ha, ha — saa er det dog hverken Meer eller Mindre end min gamle, aflagte Hud! Men