Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/153

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

139

udmærkede Repræsentanter. Jeg nævner Ingen. Men det vil udentvivl hos de endnu levende frembringe en glædelig Overraskelse, naar de erfare, hvilken udbredt Anerkjendelse deres Talent har vundet, at de ikke alene skrive for Verden, men tillige for Helvede. Honoraret maa de for dette sidste Steds Vedkommende rigtignok gjøre Afkald paa, — i det Mindste for det Første, indtil de personlig indfinde sig. Saa vil dette, saavel som saa meget Andet, finde sig af sig selv.

Om disse Skjønskrifter er der her, ligesom i Verden, stor Rift. Der gives dem, der, saa at sige, ikke leve af Andet. Men den Sjæl er endnu ikke funden, hvem de have tjent til Opbyggelse. I Verden var den ringe; men her er den endnu meget, meget ringere. Det er en Selvfølge. I Verden lode dog de ophidsede Lyster og Begjærligheder sig paa en vis Maade tilfredstille; men her gives der ingen Tilfredstillelse. I dette, som i alt Andet, gaaer det kun ud paa Pine.

Paa theologiske Værker have vi heller ikke Mangel, navnlig kritiske, dogmatiske og homiletiske. Ogsaa i Casuistiken ere vi særdeles godt forsynede; men den danner jo ligesom en Videnskab for sig selv. Den gamle Tid er i Hovedsagen repræsenteret ved et uhyre Repertorium af Præsteløgne, efterhaanden bragte i System, af allehaande fanatiske Opspind og frie Fantasier over Religionens givne Thema. Blomstringsperioden i den nyere Tid falder omtrent sammen med Voltaire og Encyclopædisterne, men faaer et nyt Opsving med Kant og