141
vil, paa en, for Helvedes Forhold, saare lystig Maade, og den nye Theologi og Lyksalighedslære bliver indskrænket til en bestemt Krog i Helvede, hvor dens Tilhængere friste en Tilværelse, som naturligviis er saare langt fra den i Verden tagne høje Bestemmelse.
Med filosofiske Skrifter ere vi mindre vel forsynede. I det Hele ere Filosoferne at ansee for ganske uskyldige Mennesker. Enten ere de virkelig vise, altsaa tillige gode og fromme, eller ogsaa ere de forfaldne til en Art stille, fuldkommen harmløst Vanvid. Kun for saa vidt som det aandelige Hovmod trænger dominerende igjennem, see vi her Noget til deres Skrifter. Saaledes have vi ikke ganske faa ret interessante Forsøg paa, fra en Stue, otte Alen i Kvadrat, ikke alene at udmaale hele Verden, men den hele Existents, at bringe hele Tilværelsen i System, Løft og Fast, Timeligt og Evigt, og med en Priis Tobak og et Fingerknips at løse Livets Gaade.
Kun i Forbigaaende og ligesom i Parenthes berører jeg det juridiske Fag. Hvis jeg sletikke omtalte det, kunde det see ud som Foragt, og med Juristerne vil jeg, selv ikke heri Helvede, have Noget udestaaende. Sagen er simpelthen den, at, saa stor min Ærbødighed end er for Lovkyndigheden, saa mangler jeg dog ganske den tilsvarende Sands. Corpus juris er for min Bevidsthed som et uredt Nøgle Garn af uhyre Dimensioner.
I lange, støvede Ruder staa Rabulisternes Værker. Hvad egentlig Rabulisterne ere, det er aldrig blevet
