148
Noget, der fulgte af sig selv. Dersom jeg overhovedet, anstillede nogen Betragtning derover, var det den, at det altsammen dog i Grunden kun havde Lidt at betyde. Thi aldrig var jeg tilfreds, ligesaa lidt med Livet og Verden, som med mig selv. Nu indseer jeg og føler, hvilken Velsignelse fra det Høje der laa i alle disse Ting, større end menneskelig Tunge formaaer at udtale, og saa meget større, som den var ganske ufortjent. Naar jeg nu seer tilbage, — og det er jeg uafladelig nødt til; thi fremad er der Intet at see uden Eet, og det er forfærdeligt: Dom og Fortabelse — saa maa jeg bekjende, at de Velgjerninger, som falde blot paa een eneste Dag af Menneskets Liv, ikke ere til at tælle. Saa rigt er Livet. Vistnok er der ogsaa megen Elendighed i Verden; jeg har selv været med at raabe Ak og Vee over den. Men sandt er det, at Alverdens Elendighed skrumper ind til et Intet imod den Elendighed, jeg nu senere har lært at kjende. Herfra Helvede betragtet, har selv det elendigste Menneske i Verden uendelig meget at takke for. Et Menneskes Liv, hvordan det end er, burde gaa op i Taknemlighed. Om det end af alle Verdens Goder ikke har beholdt Andet tilbage end Luft og Lys og et Stykke Brød, det har dog usigelig meget at være glad over. Nu erkjender jeg det, nu, da det er for silde. Heri Helvede er der Intet, ak, sletintet at være taknemlig for. Men I, som endnu leve, for Eder er det endnu Tid at komme til Sandheds Erkjen-
