Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/164

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

150

Idet jeg nu, til en fuldkommen Forstaaelse, tænker paa at give Dig et Exempel, mylre de frem i Hundredeviis. Jeg vil tage det første det bedste. — I den seneste Tid er jeg uophørlig bleven forfulgt af en lille pjaltet Drengs ynkelige Blik. Hvor jeg seer hen, staaer, eller rettere, ligger han for mig, og seer paa mig med et Par mørke Øjne, fulde af Klage. Sammenhængen hermed er simpelthen følgende: En Aften, da jeg gik ud af Byen, løb en lille Dreng foran mig og tryglede mig om at kjøbe Noget af ham. Men jeg havde ikke Brug for hans Kram, og afviste ham den ene Gang efter den anden. Dog Drengen lod sig ikke afvise, men vedblev at løbe mig ivejen. Da blev jeg tilsidst utaalmodig, tog ham ved Armen og kastede ham lempelig tilside. Hermed meente jeg ikke noget Ondt, skjøndt jeg maa tilstaa, at god var min Iid i dette Øjeblik just heller ikke. Jeg kunde udentvivl have skilt mig af med Drengen paa en blidere og bedre Maade; men, reentud sagt, jeg var bleven ærgerlig, og vilde ikke forulejliges. Imidlertid maa jeg dog have været for voldsom i min Ærgrelse; thi Drengen faldt om i Skarnet, og gav sig til at klynke sagte, enten han nu havde stødt sig lidt, eller han var kommen tilskade med sine Pakkenilleker. Da jeg vendte mig om, mødte jeg hiint ynkelige Blik af et Par sorte Øjne, fuldt af Smerte og Anklage. Jeg kunde endnu med Lethed have gjort min Forseelse god igjen. Men det faldt mig sletikke ind; dertil var jeg