152
ikke længer kunne saare Andre, saare nu mig selv, og frembringe ulægelige Vunder.
Og ikke alene hver ond Gjerning og hvert ondt Ord, men ogsaa hver ond Tanke og Idræt vender tilbage med Stik paa Stik i mit Inderste, og lader mig aldrig have Fred. I Verden hørte jeg saa ofte sige, at Intet gaaer tabt i Naturen. Ak, heller intet, ikke det. Mindste gaaer tabt i Aandens Verden!
Men det er ikke alene det Onde, jeg har øvet, ogsaa det Gode, jeg i mit Levnet har undladt, træder efterhaanden frem for min Sjæl med frygtelig Irettesættelse. De ere ikke til at tælle, disse mine Fjender og Anklagere! Baade hvad der har været og ikke har været, antager Skikkelse og rejser sig imod mig. De ere Nok til at befolke en heel Verden omkring mig, disse gyselige Skikkelser, og jeg staaer ene og fortabt i denne grufulde, vrimlende Verden! Det Gode, jeg har forsømt at gjøre, ak, det er næsten værre, end det Onde, jeg har gjort! Thi Fristelsen til det Onde var ofte saare stor; det vilde have kostet svære Anstrengelser og Offre at staa den imod. Men at gjøre! Godt, og det i det Ubegrændsede, vilde kun have kostet Lidet eller Intet. Nu ligger det saa klart for mig; det er overhovedet forunderligt, saa klart et Overblik Man herfra Helvede faaer over Verden og Menneskelivet. Der gives sletingen Undskyldning for et Menneske, som ikke gjør vel; ere Midlerne og Evnerne end nok saa indskrænkede, Lejligheden dertil er uafladelig og i rigeste
