Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/170

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

156

Konen bragte sin Mand Mad, og havde alle Børnene med sig, eet paa Armen, nogle ved Forklædet, de øvrige efter sig. Jeg saae, med hvilken smertefuld Ømhed hun tørrede sin Mands Pande, hvorledes Børnene klyngede sig op til ham, og paa den anden Side, hvor taknemlig han var for al denne Omhu og Kjærlighed, hvor stærk han gjorde sig for sin arme Kones og sine Barns Skyld.

Jeg følte mig virkelig bevæget. Da jeg gik hjem, tænkte jeg ved mig selv, at jeg maatte gjøre Noget for denne arme Familie. Det vilde udentvivl ikke falde mig vanskeligt. Jeg kunde skaffe Manden en Plads som Portner, Opsynsmand eller Lignende; min Stilling frembød saa mange Lejligheder af denne Art. Det var altsaa afgjort; Manden maatte hjælpes, og det snart. Men en Forretningsrejse kom imellem. Da jeg kom tilbage derfra, var Sagen glemt. Og da den atter randt mig ihu, var det for silde. Den arme Familie — ja, hvad Andet? — var gaaet tilgrunde.


Men det er endnu meget værre. Enten det nu kun er en Indbildning, som hører med til Helvedes Gjøglerier, eller det virkelig er en Art Clairvoyance, som er Helvedes Indvaanere egen, — ikke sjelden forekommer det mig livagtig, som om jeg kan forfølge det Onde, jeg er Skyld i, paa dets Vej gjennem Verden, hvorledes det i sine Virkninger forplanter sig fra Menneske til Menneske, ofte uden at kjende Grændse.