Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/176

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

162

farlig. Hun blev til Fordærvelse for den ene Daare efter den anden, og Kapitalen bar umaadelige Renter. Der var en Tid, da hun ligesom væltede sig i Guld; saaledes ynglede min første Dukat. Men riig blev hun dog ikke; det svandt, som det kom, i afsindig Ødselhed. Inden hun vidste deraf, var ogsaa selve Kapitalen sat overstyr. Hun kæmpede endnu en Stund, under de laveste Kaar, for at holde sig oppe. Men hendes Skjæbne var beseglet; hun endte i den dybeste Elendighed. Men ikke nok hermed. Den Gift, som havde besmittet hendes Blod, gik af sig selv over i de fleste Menneskers Aarer, med hvilke hun kom i Berørelse. Og selve det onde Princip, som hun skyldte mig, overførte hun med Flid i andre Kvinders Hjerter, og fra Hjerte til Hjerte forplantede det sig videre og videre, o vee, vee, i det Uendelige: — Skjønhed er Kapital! Gjør den frugtbringende, gjør den frugtbringende! — —

Saaledes gik det hende, med hvem jeg dog kun havde havt saa lidt at gjøre, at jeg ikke engang lærte hendes Navn at kjende. Hvorledes maa det da være gaaet med saa mange Andre? Hvorledes er det gaaet Anna, imod hvem min Skyld var hundrede Gange større? Underligt nok, i at forfølge hendes Skjæbne vil Aanden ikke staa mig bi. Eller er Sandheden maaskee den, at jeg ikke vover det? Det er rimeligst, at den ligger midt imellem. Hvis hun engang viste sig for mig og drog mig efter sig, o, det vilde være frygteligt!

Det er en forfærdelig Magt, som ligger i For-