Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/178

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

164

Nag efter det andet. Jeg kunde ikke Andet end fatte Nag til ham, da jeg saae, hvorledes han blev smukkere, elskværdigere, mere indtagende end jeg selv, hvorledes han efterhaanden blev min heldige Medbejler i alle Ting. Men disse Nag vare saa langt fra at forringe, at de tværtimod paa underlig dyb Maade forøgede Inderligheden af den Følelse, jeg nærede for ham. Eet af disse Indtryk er især levende hos mig. Da han voxede til, var det især hans legemlige Uddannelse, jeg lod mig være magtpaaliggende. Aanden overlod jeg til Andre, og gjorde ikke mange Spørgsmaal; selv tog jeg hans Legeme for mig og øvede ham med Iver og Udholdenhed i alleslags gymnastiske og ridderlige Kunster. Jeg var en Mester i de fleste. Jeg lærte ham at fægte, skyde, ride, at boxes og brydes. Han var usædvanlig stor og stærk, og af en sjelden symmetrisk og fuldkommen Legemsbygning. Endnu før det tyvende Aar var Athleten i ham saa vidt udviklet, at han vilde have vakt Beundring i Rom eller Grækenland. Vi brødes næsten daglig med hinanden, og næsten daglig mærkede jeg, hvorledes han tog til i Kræfter. Snart kom der en Tid, da jeg maatte føle, at jeg kun med Nød og neppe kunde tage det op med ham. Men det var kun en kort Overgang. En Dag — jeg kommer endnu i Bevægelse ved at tænke derpaa — berøvede han mig tre Gange Fodfæstet, knugede mig i sine Arme, ligesom den unge Herkules Løven, og kastede mig med Magt til Jorden. Og fra denne Dag blev han min Mester. Det havde