168
det Hele er Forfængelighed, dog i Verden deres rette blivende Sted.
Apropos, det samme Numer af ....ske Tidende indeholdt en ganske mærkelig Afhandling om „Frihed paa det allerbredeste Grundlag”. Den er, fra det givne Standpunkt, ypperlig skreven, og det frembyder en ganske besynderlig Interesse at læse mellem Linierne. Forfatteren er fortiden underneden, men vilde gjerne være ovenpaa; det er derfor, han vil have „alle hemmende Baand løste.” Hvis han engang selv kom til Magten, vilde han blive een af de værste Absolutister, for ikke at sige Tyranner, som Verden har kjendt. Atter en Ulv i Faareklæder! Men forgjæves raaber jeg: vogter, o vogter Eder! — Verden vil jo bedrages.
Eftersom Lyset tager til, bliver mit Hjerte mere
og mere uroligt; det er med bævende Forventning, at
jeg seer den Stund imøde, da Herligheden hiinsides
Afgrunden skal aabenbares for mine Øjne. Jeg higer og
jeg gruer. Jeg føler forud, at det ikke vil være til at
udholde, at det vil blive til at fortvivle over. Paradiset,
seet fra Pinen, maa nødvendigviis blive en forfærdelig
Ting. Det vil komme til at gaa mig igjennem
Sjælen som med et Sværd paa kryds og tværs. Men
alligevel kan jeg ikke Andet end længes, længes og
sige: — Stød til! Her er mit arme, fortabte
Hjerte! —
