169
Var der ikke engang Noget, som hed Fadervor? Der var; jeg kan ikke tvivle derom, og det indeholdt en Velsignelse uden Maal og Grændse. Jeg kvæler, knuger, martrer mig selv for at komme paa det; det forekommer mig, som om det laa mig lige paa Læberne, som om jeg kun behøvede at sige: — Fader vor, — saa maatte det Øvrige følge efter. Men jeg siger det den ene Gang efter den anden, de tyve, de hundrede Gange, og bliver staaende derved; der følger Intet, Intetsomhelst efter. Saa prøver jeg med at vende Ordene om, og begynder: — Vor Fader —; men det er ligesaa forfængeligt. Vistnok veed jeg, hvem denne Fader er. Men han er ikke længer min Fader, og hører mig ikke mere. Det er derfor ej saa underligt, at jeg ikke kan faa de velsignede Ord frem. Men min Sjæl kan dog ikke lade være at arbejde derpaa, og vaande sig under den frugtesløse Anstrengelse.
Det er endda godt, at Man heri Helvede saa
temmelig kan vælge sit Selskab. Jeg veed ikke,
hvorledes det vilde være til at udholde, dersom vi skulde
leve sammen med alt Rakket, jeg mener, ude i den vilde
Sværm af Tyve, Røvere og Mordere, Forrædere,
Meenedere, Liderlige, gemene Bedragere og deslige. Du
maa ikke forarges over, at jeg siger: Rakket. Verdens
Fordomme, Vaner og løse Talemaader hænge endnu
fast ved os, og vi kunne, selv med den bedste Villie,
ikke komme ud derover. I Virkeligheden ere vi Rak og
