170
Pak alle tilhobe; det veed jeg retvel. Der er ingen anden Forskjel mellem os og Mængden end den mere udviklede Bevidsthed, ligesom en Skygge af den højere Dannelse, vi havde i Verden. Imidlertid, for Indbildningen gjør dette endda ikke saa lidet, og, havde Indbildningen allerede i Verden Meget at sige, saa siger den heri Helvede Alt. Vore Misgjerninger kunne være fuldt saa store som Mængdens; men de ere ikke nær saa plumpe; for en stor Deel ere de endog ganske tækkelige. Derfor tale vi nu, som tidligere, om Rakket, og vælge vort Selskab saa godt, vi kunne. Rakket, det er, som sagt, Tyve, Røvere, Mordere, alleslags gemene Kjæltringer; men blandt os findes kun Forførere, Vellystninger, Gjerrige, Hovmodige, alskens fine Bedragere, det vil sige, lutter anstændige Folk. Lige søger naturligviis Lige. Det Menneskelige ved os heri Helvede repræsenteres fortrinsviis ved Sympathien. Denne Aandens Drift er endog langt mere levende hos os end nogensinde. Overhovedet er Følelseslivet, som Du let vil kunne forstaa, heri Helvede det raadende, ak, desto værre! Vi afslutte os altsaa indbyrdes; vi bestræbe os for at holde Alt ude, som ikke passer i vor Kreds. Saa vanskeligt dette end ofte falder os, ere vi dog i denne Henseende meget nøjeregnende, kræsne er maaskee det rette egentlige Udtryk. Vi banlyse ikke alene det Simple og Gemene, men ogsaa det »Hæslige og ligefrem anstødelige, uden al Personsanseelse. Sandsen er meget
