Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/185

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

171

fiin heri Helvede, at sige Sandheden, indtil Piinlighed fiin. Det maa jo altsammen saa være.

Saaledes kom der for længere Tid siden en dejlig ung Kvinde hertil. Lidt raa og rask paa det, men i sine Blottelser kun saa meget mere tillokkende. Hendes Historie er fortalt i faa Ord. Hun havde forladt sin gamle halvblinde Moder for at følge sin Elsker, en forfløjen Berider, gjennem Verden. Hun døer pludselig, midt i Lidenskabens Ruus; følgelig opslaaer hun sine Øjne i Pine. Hun gløder, bæver, gyser ligesom vi Andre, og Længselen martrer hende. Hendes Længsel er naturligviis deelt mellem Moderen, som hun aldrig mere vil faa at see, og Elskeren, som hun venter med fortærende Attraa. Dog, hun elsker ham jo! Tør hun da vente, at han skal komme? Hun kan ikke Andet end nære denne grusomme Forventning. Deri er hele, ja, hele hendes Haab! Og han maa desuden komme; de have jo svoret hinanden en evig Troskab! — Men længe maa hun vente. Imidlertid er han, den Herlige, hende aldrig ude af Øje og Hu; han er Helten i alle hendes Drømme. Hun seer ham naturligviis for sig, som hun saae ham sidst, i hele Ungdommens Fylde, Skjønhed og Kraft, i glimrende Dragt, paa den brusende Ganger, tiljublet af Mængden. — Endelig kommer han da, men — ved Krykke og Stok, med rindende Øjne og skjælvende Knæ. Al Lidenskab og Lyst er for længe siden uddød hos ham. Hvilket Gjensyn, hvilket Møde! Hun gyser tilbage for dette Vrængebillede af ham, den