173
hende en Afgud til Fordærvelse. Saa stor hendes Kjærlighed end var, det var dog kun et falsk Væsen; saa smukt og rørende den end tog sig ud, i Principet var det dog kun en stærk egoistisk Tilbøjelighed.
I Helvede fortæres hun af Længsel efter Manden. Hun har i sit Liv kun kjendt een Følelse; derfor kjender hun nu, foruden det uundgaaelige Nag, kun een Pine. Endelig kommer Manden, den store Slyngel, — men med Hjertet fuldt af en anden Lidenskab.
Er hun ikke haardt straffet? Selv i Helvede vækker hun Beklagelse. Ogsaa dette Forhold gjør et i høj Grad knælende Indtryk. Men det saakaldte gode Selskab i Helvede vilde ikke være til, dersom det tog andre Hensyn end Anstanden. I dette Punkt ere vi ubønhørlige. Du forstaaer mig nok, det er naturligviis kun et Skin af Anstand, det gjælder om.
Saaledes at kunne vælge sit Selskab, vil Du sagtens kalde en stor Fordeel. Det er det virkelig ogsaa; men, ak, min Ven, der er Intet heri Helvede, som jo finder sin Udgang i Elendighed. Ogsaa dette Valg er yderst piinligt; thi vi føle retvel, at det i Grunden er ganske forfængeligt. Det er kun en Form, hvori vi forgjæves bestræbe os for at indlægge Væsen.
Nylig talte jeg om Nagene; de ere utallige. Men de udgjøre kun Halvdelen af vor Marter; den anden Halvdeel er Begjærlighederne, som nu ere mere fortærende end nogensinde, eftersom de, uden Kjød og uden Verden, sletingen Tilfredstillelse kunne finde. Skulde
