Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/188

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

174

Du tro det, jeg sukker endnu efter hiin Tøs, — dejlig var hun rigtignok — som jeg engang tog op fra Trapperne, og som lønnede mig saa slet, idet hun foretrak Drengen for Manden, og blev Martins Kone, eller Frille? Jeg er fuld af en Brynde, hvis Lige jeg aldrig før har følt. Og saaledes er det i alle Henseender. Jeg vansmægter efter Morskab, Vellevnet, Kjødets Pleje overhovedet, forfængelig Ære, ja endog efter den usle Mad og Drikke. Jeg har ingen Bug længer, og dog vansmægter jeg efter at faa den fyldt.

Alt er Pine og bestandig Pine. Der er kun eet Moment i vor Tilværelse, du alle Nag, alle Begjærligheder, overhovedet Alt, hvad der er i os, alle de tusinde Smerter komme til Hvile. (O, tro nu blot ikke, at vi nogensinde ere uden Marter!) De sædvanlige Smerter træde vistnok ud af Kraft; men en ubeskrivelig Angst kommer istedet; Alt ligesom opløses indeni os i en ubeskrivelig Gru. — Der gaaer nemlig nu og da en frygtelig Rædsel gjennem Helvede, en Art panisk Skræk, hvis Lige Verden aldrig har fornummet. Alting standser, stivner, forstummer, for at skjælve og bæve. Der foregaaer noget rædsomt uhyggeligt. Man seer det ikke; men Man føler det. Og Alle vide, hvad det er. Det er Satan, der ligesom holder Revue over Sjælene i Helvede. Endnu har han ikke Magt over een eneste Sjæl; thi Dommen er endnu ikke falden. Men han kan vente. Han glæder sig ved Tilgangen; Afgangen er engang sikker nok. Han er som Hyrden, der vel kan