176
Om Vinteren plejede vi efter Bordet at sidde en Stund stille hen uden at tænde Lys; Kaminilden maatte lyse for os. Min Moder fik sig i Almindelighed et lille Blund; jeg og Lili overgave os til vore vaagne Drømme. Men hvor vidt forskjellige vare ikke de Regioner, hvori vi bevægede os! Halve Timer kunde jeg sidde og betragte Lili, som havde Plads overfor mig paa en lav Tabouret, i det fulde Skjær af Kaminilden. Jeg sad i Mørket, og kunde ikke iagttages; det gjorde min Nydelse saa meget fuldkomnere. Hun sad for det Meste med Hænderne sammenføjede omkring Knæet; det var hendes Yndlingsstilling i de alvorlige, spekulative Timer. Hvor smuk var hun ikke, især i denne Belysning! Lidt bleg, men desto ædlere. Skjæret fra Kaminen brød sig i hendes store, mørke Øjne. Det var en vidunderlig Glands; det forekom mig ofte, at Verden ikke havde dens Lige. De fine Træk vare ligesom forklarede. Nu og da viste et dybere Aandedrag eller Suk, hvor levende hun var beskjæftiget. Jeg ligesom fortærede hende med mine Blikke. Hvis der havde været noget Sandt i Magnetismens og Sympathiens mystiske Lærdomme, maatte hun have mærket det. Dog, Hvo veed? Stundom blev hun virkelig urolig under mit Blik, ligesom vred sig under en ubevidst mægtig Indflydelse. Det staaer saa levende for mig. I saadanne Øjeblikke følte jeg mig fristet til at styrte frem og rive hende til mit Bryst. Men jeg gjorde det ikke; ved at skræmme hende vilde jeg have fordærvet al min Glæde.
