178
men saa øde Sted og flyver igjen tilbage over Havet. Uden at trættes farer jeg fra Land til Land, seer mange underlige Ting og vexler i Forbigaaende Ord med mange mærkelige og elskelige Mennesker. Men Noget savner jeg overalt. Saa hæver jeg mig højere og højere i brusende Flugt, over Skyerne, ja over Maanen og Stjernerne; jeg veed ikke længer af mig selv at sige. Men pludselig befinder jeg mig i den dejligste Have. Jeg tænkte, at der ikke gaves noget Herligere end Louisiana, mit Fødested; men her er endnu meget, meget herligere. Thi det er Paradiset, Guds egen Have. Der finder jeg endelig mine Forældre; jeg vidste jo nok, at jeg maatte træffe dem engang. Og her kan jeg finde Ro; der er Intet mere at længes efter. Fader og Moder fortælle mig, hvor lyksalige de ere, og hvor højt de elske mig.
Men naar saa Tjeneren træder ind med Lysene, det gjør ordentlig saa ondt. Det er, som om jeg pludselig styrtede ned og faldt haardt til Jorden. Jeg seer mig forvildet omkring, og maa befinde mig paa, hvor jeg er. Jeg føler mig saa mat og fattig. Alt, Alt omkring mig er saa kjedeligt og sørgeligt. Forstaaer Du det, Otto? —
Ja, jeg forstod hende nok. Det var ret nogle tossede Drømme. Hun havde sletikke godt af disse Aftentimer. Men jeg talte naturligviis ikke derom.
