181
Fra denne Tid var der ligesom en sød lille Hemmelighed imellem os. Tidt og ofte, naar jeg gik hende forbi eller skiltes fra hende, hviskede jeg: — Min Veninde! —
Og hun smilede til mig, — o, hvilket engleligt I Smiil! — idet hun sagte svarede: — Min Ven! —
Hvor det var sødt, saaledes at sidde med hende i
Aftenstunden, stryge hendes silkebløde Haar, lege med
hendes Lokker, holde hendes lille fine Haand indeni
sin! — Men — skal jeg tilstaae det? — jeg følte et
Slags Skinsyge, naar hun, hvad ofte skete, faldt hen i
sine egne Drømme, hvori jeg rimeligviis ikke spillede
nogen Rolle.
En Aften — det er forunderligt, med hvilken Tydelighed jeg husker Alt, hvert eneste Ord, ja, hvert et Blik — en Aften spurgte jeg hende: — Har Du mig ogsaa rigtig kjær? —
Netop det samme Spørgsmaal, som Elskende holde saa meget af at gjøre hinanden.
— Om jeg har, Otto! Hvorledes kunde det være Andet? Jeg har hverken Fader eller Moder; der er Ingen, der bekymrer sig om mig i den hele Verden uden Dig og Tante. Skulde jeg da ikke elske Eder af mit ganske Hjerte? —
— Det veed jeg, Lili. Men kunde Du dog ikke faa mig endnu mere kjær, end Du har mig? —
— Maaskee. — svarede Lili eftertænksom.
