Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/195

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

181

Fra denne Tid var der ligesom en sød lille Hemmelighed imellem os. Tidt og ofte, naar jeg gik hende forbi eller skiltes fra hende, hviskede jeg: — Min Veninde! —

Og hun smilede til mig, — o, hvilket engleligt I Smiil! — idet hun sagte svarede: — Min Ven! —


Hvor det var sødt, saaledes at sidde med hende i Aftenstunden, stryge hendes silkebløde Haar, lege med hendes Lokker, holde hendes lille fine Haand indeni sin! — Men — skal jeg tilstaae det? — jeg følte et Slags Skinsyge, naar hun, hvad ofte skete, faldt hen i sine egne Drømme, hvori jeg rimeligviis ikke spillede nogen Rolle.

En Aften — det er forunderligt, med hvilken Tydelighed jeg husker Alt, hvert eneste Ord, ja, hvert et Blik — en Aften spurgte jeg hende: — Har Du mig ogsaa rigtig kjær? —

Netop det samme Spørgsmaal, som Elskende holde saa meget af at gjøre hinanden.

— Om jeg har, Otto! Hvorledes kunde det være Andet? Jeg har hverken Fader eller Moder; der er Ingen, der bekymrer sig om mig i den hele Verden uden Dig og Tante. Skulde jeg da ikke elske Eder af mit ganske Hjerte? —

— Det veed jeg, Lili. Men kunde Du dog ikke faa mig endnu mere kjær, end Du har mig? —

— Maaskee. — svarede Lili eftertænksom.