Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/196

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

182

Hun var kun 11—12 Aar; i den Alder plejer Man endnu at lade Munden løbe. Det kunde Lili til sine Tider ogsaa, paa rigtig barnlig Maade. Men i Samtale adskilte hun sig i væsentlig Grad fra andre Børn. Hun var ikke alene eftertænksom, men, Man kunde gjerne sige, dybsindig i sine Svar. Hendes Ord fik derved en besynderlig Vægt, og der var en Trofasthed i dem, som gik dybt og inderlig tilhjerte.

— Maaskee. — svarede Lili, og faldt i Tanker.

— Hvad skal jeg da gjøre, forat Du kan faa mig endnu mere kjær? —

— Seer Du, Otto, jeg har hverken Fader eller Moder; men Guds Ord lærer mig, at jeg har mange, ja, utallige Brødre og Søstre. Jeg har dem; men jeg kjender dem ikke, og de kjende ikke mig. Jeg er kun et Barn, hvem Ingenting er betroet, og som kun kommer saa lidt om i Verden. Men Du, Otto, Du har Evne og Magt, og Du kommer vidt omkring. Vil Du da love mig Eet? Saa ofte Du derude finder nogle af mine stakkels Brødre og Søstre, hvem det gaaer ilde, saa tag Dig af dem og gjør vel imod dem, for Guds og for min Skyld! Eller vil Du være rigtig god og kjær, saa søg dem op, og, saa ofte Du kan, tag mig med Dig, at vi kunne besøge dem sammen, tale kjærlig til dem, og hjælpe og trøste dem, saa godt, vi formaa. Derpaa har jeg tænkt længe; men jeg vidste ikke før nu, hvorledes jeg skulde komme frem med det. Vil Du