184
gjorde vel, hvor jeg kunde, paa Lilis Bud, men fandt virkelig endog en vis Fornøjelse i at gjøre vel.
Naar vi saa i Aftenstunden igjen sade fortrolig sammen, fortalte jeg hende, hvad Godt det var lykkedes mig at udrette for den Ene og den Anden. Jeg skildrede de stakkels Menneskers Trang, den Maade, hvorpaa den var bleven afhjulpen, deres Glæde, deres Taknemlighed. Hvor straalede da ikke hendes Aasyn! Ikke saa sjelden lod jeg hende følge med til Elendighedens Boliger, og fandt min Fornøjelse i, ved saadanne Lejligheder ganske at stille mig til hendes Raadighed. Det var forunderligt, saa godt hun vidste at træffe det Rette.
Men — behøver jeg at tilstaa det? — jeg blev i Virkeligheden ikke et bedre Menneske. Aanden var vel kommen i Bevægelse, og havde taget et Stykke af Hjertet med sig; men Kjødet var altfor stærkt, det var kun en forbigaaende Rørelse. Verden havde mig for godt i sin Magt. Hvad Lili havde bragt frem hos mig, blev nærmest kun en Leeg med fromme Idrætter, og intet Mere.
Da vi skiltes ad og jeg rejste udenlands, vedblev jeg lejlighedsviis at antage mig de Ulykkelige for Lilis Skyld. Men det var kun et Slags Afgudsdyrkelse med en dyrebar Erindring, Erindringen om hende, det søde lille Væsen, som engang skulde blive min, ja, allerede var det. Uden dette, hvorledes skulde jeg ellers ogsaa have faaet Noget at give de Breve Indhold med, som
