185
jeg fra Udlandet skrev til hende? Jeg vidste jo, at jeg ved Intet bedre kunde holde hendes Sjæl fængslet. Jeg bedrog hende, maaskee ogsaa mig selv; men Gud kunde jeg ikke bedrage.
En Dag kom jeg og traf Lili grædende. Stille
sad hun med Hænderne foldede i Skjødet; langsomt
rullede den ene store Taare nedad Kinden efter den
anden. Foran hende laa Bibelen opslagen.
— Men, kjæreste Lili, hvad fejler Dig dog? — udbrød jeg: — Hvorfor er Du saa bedrøvet? —
Hun hævede Blikket; det straalede gjennem Taarer. Hun tørrede dem hastig af og svarede: — Jeg er ikke bedrøvet, kjære Otto. —
— Men Du græder jo! —
— Det er ikke af Sorg, men af Glæde. — svarede hun, idet hun pegede med Fingeren i den opslagne Bibel: — See, hvad jeg har fundet! —
Jeg bøjede mig over Bogen og læste i Psalmen:
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde sige; det var med
en blandet Følelse, jeg i dette Øjeblik betragtede hende.
Jeg følte mig bevæget; — hvorledes kunde det vel være
Andet? Men paa modsat Side syntes jeg ligesaa lidt
om denne frie Læsning i Bibelen, som om, at hun
bestandig savnede sine Forældre, da hun jo dog havde
