Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/200

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

186

mig og min Moder. Men hverken om det Ene eller det Andet ansaae jeg det for raadeligt at udtale mig.

Jeg lod det derfor bero ved at sige: — Ja, det er et dejligt Ord, og det er ligesom skrevet for Dig, Lili. — Men græde maa Du ikke, nej, ikke engang af Glæde. Vær nu munter igjen! Om et Kvarteers Tid kommer jeg tilbage; saa ville vi gaa ud med hinanden. —

Og da jeg kom igjen, var hun kvik og munter paa sin sædvanlige stille Maade , hvorigjennem Aand og Hjerte vexelviis glimtede og sprudlede frem.

Men disse Ord: — Men Gud vil tage imod mig! — stode fra denne Dag indgravede i hendes Hjerte; derpaa lagde hun ikke eller kunde ikke lægge Skjul. Ogsaa mig gave disse Ord Noget at tænke paa; men det blev ved en Tanke, og den var snart ikke mere.

Saadanne Stemninger som de oven antydede vare ikke gavnlige for hende, og jeg gjorde mig naturligviis Umag for at udrive hende deraf. Men Naturen forstod bedst at hjælpe sig selv. Hun voxede sig efterhaanden ud af disse altfor bløde Stemninger, og blev baade kjækkere og friere. Nu begriber jeg fuldkommen, hvorledes det havde sig med hende. Hun var simpelthen et tankefuldt, varm- og blødhjertet Barn , hvis Følelse og Fantasi, levende og pirrelige af Naturen,