Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/203

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

189

Smitsot, Kreditens Ruin, borgerlig Undertrykkelse, Fædrelandets Nød og Fordærvelse. Ja, Man har gjort den Iagttagelse, at netop under saadanne Kriser have, navnlig i de store Byer, Forlystelsesstederne havt det største Tilløb.

Det har ikke altid været saaledes; endnu for halvtredsindstyve Aar siden var det ganske anderledes. Dengang var endnu Arbejdet det raadende, det, Man egentlig levede for. Vistnok vilde Man ogsaa dengang more sig; det er naturligt, og følger af sig selv. Men Man var tilfreds med en maadeholden Adspredelse, som Arbejdets Løn. Nu derimod er selve Morskaben bleven Livets Formaal og Bestemmelse.

Det er kun halvtredsindstyve Aar siden! Med en forfærdelig Hast og Styrke er Trangen til Morskab tagen til. Det er en frygtelig moralsk Sygdom, der er kommen over Verden, en Sygdom fuld af vilde Fantasier; den staaer allerede paa Grændsen af Vanvidet. Det varsler ilde. Da Lege og Skuespil bleve en Hoved- og Livssag i Grækenland og Rom, var Folket sin Undergang nær, og det samme Fænomen vil overalt lade sig gjenfinde. Hvad skal Enden blive? Hvad Enden vil blive i Verden, det veed jeg ikke. Men heri Helvede er der ogsaa en Ende, og den er sikker. Denne letsindige, forfængelige Sværm, som alene gaaer efter Morskaben, har kun Eet tilbage, naar Morskaben slipper i Verden, det er Helvedes Pine.

Dog, lad mig ikke vildlede Dig! Hvis der