194
min Kjærlighed til hende. Der var Flamme nok; men Lyset, ak, Lyset manglede!
Endelig Martin — ogsaa ham elskede jeg. Der var i det Mindste en Kvart sand Godhed i denne Tilbøjelighed; de øvrige tre Dele, tilstaaer jeg, vare Selvkjærlighed. Jeg elskede ham især, fordi det var lykkedes mig at gjøre ham til mit udtrykte Billede, fordi han voxede frem mig op ad Dage. Jeg elskede ham som min egen Skabning, over hvilken jeg havde en ubetinget Ret. Derfor trykkede jeg ham det ene Øjeblik til mit Bryst, og traadte ham det andet Øjeblik under Fødder. Lad mig ikke tale Mere herom! Jeg maa skamme mig ved denne Kjærlighed. Ak, kunde jeg blot slippe med at skamme mig!
Hvad fattedes der mig, hvorfor kunde jeg ikke elske ligesom andre Mennesker, med en sand Kjærlighed? Det er nu ikke længer skjult for mig.
Guds Kjærlighed var endnu ikke gaaet op for mig, Guds i Tidens Fylde aabenbarede Kjærlighed. I Aand og Sandhed kan Man kun elske med Guds Kjærlighed. Den sande Kjærlighed er stedse guddommelig; i Gud har den sin Kilde, i Gud sit Maal. Kun i Gud bliver Kjærligheden istand til at fornægte sig selv, at tro, lide og haabe, og holde ud indtil Døden.
Der gaaer et Sagn gjennem de Dødes Rige om
Guds Søn, som engang prædikede i Helvede, og
udløste Fanger, idet han opfyldte Afgrundsdybet mellem
