Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/212

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

198

de Fleste vare løbne sammen for Mudderets Skyld. Du har jo nok hørt Gadedrengene i Verden skrige: — Det er Mudder! — Det Samme sige vi heri Helvede. Det Interessante fremfor Alt. I Verden behøves der ikke Mere til at forsamle Folk, end en Rendesteen, som flyder over. Hvad siger Du da om en Flod, og dertil den sorte Flod? Rynk ikke Næse ad Stanken! Det var netop Stanken, der havde forsamlet alle disse Mennesker.

Da jeg for min Deel ikke gad vente, ikke heller deelte den herskende Smag for det Interessante, foer jeg videre, op langsmed Flodbredden. Det var i Grunden ligegyldigt, om jeg gik over nu eller senere. Højere oppe havde Floden et dybere Leje, og der fandtes kun enkelte Spor af Oversvømmelse. Paa denne Strækning vare begge Bredderne temmelig tæt besatte med Villaer i enhver optænkelig Stiil. Overalt i Helvede høre fabelagtige Bygninger til Tingenes Orden. Det er saa let at give sin Indbildningskraft Tøjlen, og heri Pinen er det jo i Virkeligheden det Eneste, vi kunne gjøre. Vi forestille os Noget, lad det være saa galt, det være vil, saa er det øjeblikkelig til. Imidlertid gaaer det dog ikke af uden Veer; thi det er ikke til at sige, i hvilken Grad denne Arbejden med Indbildningskraften udpiner, udmarver Sjælen. Men disse Land- og Lyststeder ved den sorte Flod troer jeg dog, ere de eventyrligste, jeg endnu har seet. Jeg kom til at tænke paa Brenta-Floden, dog uden al Sammenligning, maa jeg udtrykkelig