Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/213

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

199

tilføje. Skulle disse Villaer ved den slimede, stinkende Flod heri Helvede være en Efterligning af dem ved Brenta, maa jeg sige, at Efterligningen hører til de meget slette. Bygningerne, Haverne, Statuerne &c., Alt lader sig fremtrylle; men Beliggenheden ved Floden synes i alt Fald Intet at kunne bidrage til Yndigheden.

Jeg kom igjennem en Deel større og mindre Byer. Mærkeligt nok, ligesom Floderne i Verden udover ogsaa den sorte Flod en vis afgjort Tiltrækningskraft. Dens Bredder høre uden Tvivl til de stærkest befolkede Dele af Helvede. Dog gives der ogsaa lange øde Strækninger. Maaskee er det kun en Indbildning; men her forekom Ødet mig gyseligere end noget andet Sted. Og dog — Hvo kan blive klog paa en Menneskesjæl? — dog dvælede jeg her meget længer, end jeg behøvede.

Saaledes sad jeg engang, hensunken i min Elendighed, paa en lav Brint over Floden. Tæt under mine Fødder henrullede den dorsk sine uhumske, halv størknede Bølger. De Gamles Sagn om Lethefloden randt mig ihu. Ak, kun et Sagn! Der gives ingen Forglemmelse efter Døden. Var der en Letheflod, hvoraf der lod sig drikke Glemsel, da vilde der ikke være noget Pinested i Helvede. Thi den værste Pine ligger i Bevidstheden, i Erindringen. I Verden var der en Selvforglemmelse, i det Mindste en deelviis eller øjeblikkelig. Her er der ingen!

Jeg troede at høre Nogen stønne. Da jeg stod op, fik jeg et mærkeligt Syn for Øje. Det var en