Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/215

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

201

For at komme til Vished om, hvem han var, havde jeg ikke behøvet at see hen til Talaren med Purpurbræmmen og Ringen paa hans Finger. Det var Pontius Pilatus, romersk Ridder, engang Landshøvding i Judæa.

Naar han ikke har at gjøre i Jødestaden, er han altid til at finde ved Floden, siddende paa Hul, ifærd med at toe sine Hænder. Saa ofte Nogen gaaer forbi, plejer han da at vende sig om for at spørge: — Hvad er Sandhed? — Enhver er nødt til at give ham et Svar paa dette Spørgsmaal. Men han ryster paa Hovedet; Ingen kan sige ham det. Thi det er ham ikke om Sandheder at gjøre, men om selve Sandheden, den absolute Sandhed. Og den kjendes ikke heri Pinen. Fatter Du den skjærende Modsigelse? — Pilatus spørger om Sandheden, medens han tvætter sine Hænder i Løgnens Sliim og Mudder!

Jeg gik over Floden, og foer videre gjennem øde Egne. Naar jeg siger: øde, mener jeg dermed ubeboede, men ikke ubefærdede. Der er intet Sted i Helvede ubefærdet, saa øde og vildt og gyseligt det end monne være. Der gives Aander, som netop med Forkjærlighed opsøge disse Steder.

Her er den vilde Jæger, ikke alene den, som Folkesagnet skildrer, men mangfoldige andre. Utallige ere de, som paa forskjellig Maade jage igjennem hele deres Liv, efter et ynkeligt Stykke Kjød, eller det, som er endnu mindre værdt, efter et Fantom, en Indbildning, eller