Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/220

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

206

Ret gjældende; sky og fortabte holde de sig i Almindelighed tilbage. De ere at sammenligne med Helgenbilleder, som Forgyldningen er gaaet af, og som ere blevne smidte ud i Skuret, hvor Mørke og Smuds regjere. Deres Storhed var kun af konventionel Natur; det vil sige: Forgyldningen var ikke engang ægte. Og nu er den borte; der er ikke Spor af Glands og Maje-stæt tilbage. Heri Helvede have de ikke noget Rige at experimentere med, noget Folk at tyrannisere, Finantser at rutte med; de leve og aande kun i den bedrøvelige Erindring om en svunden Magt og Herlighed. Af deres tidligere saa talrige og straalende Følge er der kun blevet enkelte Hofsnoge tilbage, hvilke indgroet Vane, ikke Taknemlighed endnu knytter til dem. Jeg sagde: altfor nedtrykte; ja, det er saa sandt, at det endog kan tages i bogstavelig Forstand. Thi de ere nærved at synke sammen under Kronens Vægt, som de bære. Hvad en saadan Krone vel kan veje? — Besvar mig først et andet Spørgsmaal: — Hvor stort et Ansvar har ikke en Fyrste i Verden? — Tunge ere disse Kroner, mere end centnertunge. Sædvanligviis lade de høje Personer sig holde under Armene af et Par af deres Drabanter, og liste sig saaledes kummerlig omkring. Behøver jeg at tilføje: — et jammerligt Optog! —?

Værst farne ere de Potentater, som Man i Verden har hædret med Tilnavnet: den Store. Ak, hvor smaa, hvor ynkværdig smaa ere de ikke blevne heri Pinen! Til deres Kroners Tyngde har dette ulykkelige Tilnavn