Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/221

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

207

føjet en uhyre Extravægt, som bringer dem ganske til at synke sammen. Kun med vaklende Knæ og ved dobbelt Understøttelse formaa de at slæbe sig frem, under dybe Sukke.

Virkelig store Fyrster findes naturligviis ikke her. Disse Andre kaldte Verden store, enten fordi de vare grumme Menneskeslagtere, der med Lyst offrede mange tusinde Menneskers Blod og tyve Gange saa mange Menneskers Velfærd, eller fordi de udmærkede sig ved en underfundig, skjændig Politik, som nedbrød al Moral og spottede al Menneskelighed. Andre bleve kaldte store aldeles uden Grund. Omstændighederne vare dem gunstige, og de bleve godt betjente. I sig selv vare de nogle store Stympere. Men disse vare i Almindelighed de allergaleste, og lode sig vise guddomlig Ære. Saa maatte de vel fare til Helvede.

O, hvor meget bedre havde ikke alle disse Konger gjort i at stræbe efter Navnet: den meget elskede, istedetfor Navnet: den Store! Kjærligheden vilde have skjult deres Synders Mangfoldighed. Nu sukke og vaande de sig forgjæves. Pinestedets Haabløshed kan ikke udtrykkes fuldstændigere, end naar jeg siger: — Her er det endogsaa ude med Kjærligheden!

Aldrig har jeg hørt saadanne Sukke som hos disse Fyrster, Konger og Kajsere. Sjelden hører Man dem tale; de sukke kun. Sukket udtrykker Alt, hvad de have at sige. I hvert Suk skulde Man tro, de maatte udaande Livet. Det er da let at begribe, at de i denne