209
mig vel, i Helvede er egentlig Intet latterligt; det er ynkeligt Alt tilhobe. I glubende Afmagt styrter Prætendenten ind i Kredsen for at rive den arme Konge Kronen af Hovedet. Selv kan Staklen ikke værge sig; dertil er han altfor elendig og betynget. Men hans Drabanter lade ham ikke istikken; det er jo ligesom for deres egen Tilværelse, de kæmpe. De fægte tappert, omtrent som Haren med Forpoterne. Prætendenten bliver med Skam slaaet tilbage; han maa luske af uden Krone.
Heraf vil Du indsee, at, gives der i Helvede noget endnu ynkeligere end Kongerne, saa maa det være Prætendenterne.
Og hvor godt kunde ikke mange af disse Elendige have havt det i Verden, hvilken lykkelig, misundelsesværdig Tilværelse kunde de ikke have ført! Lykken havde fra Fødselen af velsignet dem fremfor Millioner. De havde, hvad der i privat Forstand kaldes Rigdom; de havde høj Rang, vare blandt de Anseete og Ærede. Men med et saadant udmærket Privatliv vare de ikke tilfredse. De fik Ærgjerrighedens Delirium, de maatte have en Krone. Og for at faa den styrtede de sig hovedkulds ind i et Liv, hvori de maatte tabe al Agtelse for sig selv, sætte hele deres Lykke og Fred til. De maatte indlade sig paa de nedrigste Rænker, træde i fortroligt Forhold til de gemeneste Personer; de maatte endelig tage Tusinders Blod paa deres Samvittighed.
De førte naturligviis deres saakaldte gode Ret
