Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/224

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

210

stadig i Munden; de stræbte at indbilde sig selv og Andre, at det var i Retfærdighedens Tjeneste, de offrede sig selv og Alt. Men denne deres saakaldte gode Ret var maaskee kun et Opspind af en forræderisk Indbildningskraft, et Opkog af gamle skamløse Løgne, med en tilstrækkelig Tilsætning af nye. Og i alt Fald vilde det have været bedre for dem, om de med Uret havde faaet en salig Ende, end at de med Ret skulde indgaa til Helvedes Pine.


Jeg talte om Menneskeslagtere. Man behøver dog ikke at være Konge eller Kajser for at blive Menneskeslagter; nogle af de største Slagtere, Verden har kjendt, vare kun Statholdere, Guvernører, Feltherrer o. s. v.

Heri Helvede— fortsætte de deres blodige Færd; jeg tænker navnlig paa de sidste. I Verden var Kamp og Mandefald deres Lyst og Glæde. Med Glæden er det naturligviis forbi; men Lysten er bleven. Anhang kunne disse navnkundige Hærførere ikke savne. De have overflødigt Tilløb af alle dem, hvis Iid i Verden var Krig og Blodsudgydelse, i stik Modsætning til den Fred og Kjærlighed, Gud har ladet forkynde over Jorden. Ikke at regne det herreløse Pak, som løber sammen, hvor blot et Menneske hæver sig frem over Hoben, eller blot en Trompet eller Tromme lyder. Paa de udstrakte øde Steder udfolde Hærene sig, Hundredetusinder imod Hundredetusinder. Saa leveres der Slag; med højt hævede Bannere, skjøndt med klapprende Tænder, rykke