Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/225

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

211

de imod hinanden. Forfængelige Spil! Kanonerne give Røg, men intet Knald. De mandhaftige Rækker storme frem. Man skulde tro, det maatte give et forfærdeligt Brag; men det gaaer, med stor Flauhed, ganske stille af. Thi i Virkeligheden skeer der intet Sammenstød. Istedetfor at kaste Fjenden løber Man lige igjennem ham. Det er ubeskrivelig flaut. Ingen Afgjørelse, ingen Sejr er mulig; ja, det hører endog til Umulighederne at vinde blot en ringe Fordeel over hinanden. Ikke desto mindre begynder, efter det nødvendige Pusterum, det samme Spil forfra igjen. Forfængeligheders Forfængelighed! Det maa være fortærende! Begriber Du? Det er ikke Hjerteblod, der flyder i disse Slag; det er Aanden, som uden Ende forbløder sig.

Jeg kom til at tænke paa Einheriarne i Valhalla. Men det var en dum Tanke; der er ingen Sammenligning mellem disse og hine. Heltene i Valhalla færdes i Kraft og Glorie; det er ikke alene et virkeligt, men et fuldendt Liv, de leve, uden alle Savn. Derimod Heltene heri Helvede — de ere baade til at lee og til at græde over, disse Helte med de klapprende Tænder, de magtesløse Slag, den uendelige, frugtesløse Møje. — Men der er Ingen, som hverken leer eller græder over dem!

Jeg kom nylig over en saadan Slagmark. To berømte Feltherrer stode overfor hinanden, to af de største Menneskeslagtere, Historien har at opvise. Skjøndt det samme Riges Tjenere til forskjellige Tider, ere de dog