220
Det er derfor ikke saa underligt, at nu ogsaa her denne Trehed mangen Gang gjør os Hovedet kruset. Saaledes veed jeg retvel, at Gud er en treenig Gud; men at faa de tre Personer samlede under Eet, det overgaaer mine Kræfter. Forstaaer Du? Treenigheden gaaer bestandig ligesom istykker for mig. Længer end til de to Personer kommer jeg aldrig; idet jeg vil nævne den tredie, vee, saa er han borte. Forgjæves bryder jeg mig; det er mig, som om mit Hoved og Hjerte skulde briste. Men borte bliver han. Snart er det Gud Søn, snart Gud den Helligaand, der fattes mig, og snart — ja, nu er jeg lige nær — — — nej, det er forgjæves — det er fortvivlende!
Der er ogsaa en anden Trehed, som giver mig Meget at bestille. Ogsaa den gaaer istykker for mig, men ikke altid: — Tro, Haab og Kjærlighed. — Seer Du? Men hvad er Tro og hvad er Haab? Jeg kjender hverken det Ene eller det Andet mere. Hvad derimod Kjærlighed er, det veed jeg endnu, til min dybe Kval, — dog nej, jeg veed kun, hvad den kunde have været!
O, gid I dog vilde lade Eder advare, I som endnu vandre i Lyset og Haabet! Kjærligheden er ikke en Leeg, en leflende Spøg; den er Livets dybeste Alvor. Var jeg i Verden ret kommen til at forstaa, hvad Kjærlighed er, da vilde heller ikke Troen og Haabet have svigtet mig.
O, lader Eder dog advare! Mit Hjerte brænder
