Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/236

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

222

XIII.

Jeg erindrer ikke, om jeg har fortalt Dig, at det i Grunden er ligegyldigt, hvilket Sprog Man taler heri Pinen. Alle Sprog forstaaes lige godt og mellem hverandre. Men den egentlige Sammenhæng hermed er nok den, at deri Virkeligheden intet Sprog gives, følgelig heller ingen Tale. Lyden, som vi mene at give fra os, er rimeligviis kun en indbildt Ting, ligesom alt Andet, og vi forstaa hinanden paa en vis umiddelbar Maade, som det ikke staaer i min Magt nærmere at forklare. Kun det veed jeg: denne Maade er saa sikker, at Man heri Helvede aldrig, som ofte Tilfældet var i Verden, kan tage fejl af hinandens Mening.


Menneskenaturen bliver sig dog stedse og overalt liig. Ogsaa i Helvede kan en Sjæl trænge til Eensomhed. Ofte er det mig en sand Lise, at komme ud af Sværmen, og fare hen gjennem vide, øde Strækninger i denne gyselige Verden. Naar jeg saa finder mig ganske, ganske ene, er det mig, som om jeg aandede friere.