223
Jeg standser og lader mig synke hen, for uforstyrret at kunne optage det med de Minder, som strømme ind paa mig, eller gjøre nye frugtesløse Forsøg paa at komme tilrette med mig selv. Behøver jeg at tilføje, at jeg ikke ustraffet saaledes nyder mig selv? Jo fuldere vor Aand bliver sig bevidst, naturligviis, desto større Pine.
Men det hører til de sjeldne Ting at finde en fuldkommen Eensomhed, endog paa de øde Steder. Snart lister sig En, snart en Anden bag paa mig, og jeg er nødt til at lade mine Tanker adspredes. Dette paatvungne Selskab, saa haardt det end ofte stiller min Taalmodighed paa Prøve, er dog mangen Gang ikke uden Interesse, for saa vidt nemlig, som der kan være Tale om Interesse heri Helvedes Pine.
Saaledes sad jeg nylig og plagede mig med en tydsk Professor i Historien. Lad mig, for ikke at træde Nogen for nær, i Forbigaaende bemærke, at de tydske Professorer kunne være højst agtværdige Mennesker, meget lærde, meget humane og elskelige. Men der gives naturligviis Undtagelser. Denne Professor var een af dem, der af Historien for godt Kjøb kunne faa alt Muligt ud, hvad deres egen eller Folkets eller en højstæret Fyrstes Lidenskaber og Lyster maatte finde ønskeligt. Stikker det en Partikel af et Folk at rive sig løs for at danne en souveræn Stat for sig, saa forstaa de i en Hast af skimlede og mugne Papirer at udfinde en Statsret, i bedste Form, som autoriserer Oprøret. Faaer en heel eller halv eller blot en Duodez-Fyrste Lyst til et
