Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/238

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

224

Stykke Land, er det dem en smal Sag at bevise Allerhøjstsammes utvivlsomme Arveret til Landet. Der er Intet umuligt for deres dybe Lærdom, naar Lysten driver, Guldet lokker. Sort gjøre de i en Haandevending til Hvidt, og Hvidt til Sort, — og saa til Hvidt igjen, om forlanges. Dette Sidste er deres allerstørste Kunst. Naar det Resultat, som de ved dybe Granskninger have udfundet og slaaet fast som den ubetingede, urokkelige Sandhed, ved et Puds af Skjæbnen ikke længer viser sig hensigtsvarende, saa gjøre de, uden i mindste Maade at føle sig generede, Tingen om igjen, og komme til et stik modsat Resultat, der nu er ligesaa sikkert og urokkeligt, som nylig det foregaaende var. Det vilde være et Tegn paa sædelig Fordærvelse, at yttre Tvivl derom.

Det er saadanne Folk, der have givet Anledning til hiint mærkelige Ordsprog: — Løgn er ogsaa en Videnskab. — sagde Fanden, da han gav sig til at studere ved Kiels Universitet. —

Vi sad da og snakkede sammen paa det eensomme Sted. Jeg var naturligviis den, der maatte tage mod Underviisning, og lod mig, tilsyneladende i al Troskyldighed, proppe fuld af allehaande Løgne, navnlig om tydsk Humanitet og Moralitet, hvis Lige ikke fandtes paa Jorden. Da blev pludselig min Opmærksomhed vakt ved to store Skikkelser, som traadte frem af Taagemørket og nærmede sig os langsomt, dog ikke for at standse, men gaa os tæt forbi. De gik broderlig fortrolig, Arm i Arm, men udgjorde et højst ulige Par.